Sådan bliver du opdaget
Det kan godt være, at du er en stjerne hjemme i baghaven, men du skal spille godt, når de rigtige kigger. Få her gode råd til, hvordan du kommer på scoutens blok
Tekst: Christopher Glimberg Rønne
(Artiklen er blevet efter samtaler med diverse scouts og trænere)
Lev som en pro, hvis du vil spille som en pro
Skal du slå igennem, er det ikke nok, at du er god på banen. Det er tit vanerne uden for banen, der bestemmer, hvem der når de store stadions. Fester, alkohol og fastfood er sjove del af livet. Men glem det, hvis dit mål er at leve af fodbolden.
Sund kost, otte timers søvn og ingen alkohol er ikke kun din mors yndlingsmusik. Det er også en sikker vej til at kunne yde på banen. Alting koster – især at slå igennem som fodboldspiller.

Træn, træn og træn rigtigt
10.000 timer. Så mange timer skal der, ifølge flere eksperter til, hvis du skal blive god. Fra 12 års alderen træner de bedste i Danmark op til seks gange om ugen. Og U17-liga-spillere træner ca. 6-8 gange om ugen.
Men det er ikke nok at træne meget. Træningen skal være på højt niveau og varieret. Derfor kan det være en god idé at søge til en større klub. Her er modstanden ofte hårdere og trænerne bedre.
Ved siden af din klubtræning skal du også træne selv. Træn både i dine styrker og i dine svagheder. Tal med din klubtræner om et selvtræningsprogram.

Bliv ved og ved og ved
Der var ikke mange, der havde set den nu 23 årige Pascal Gregor som fast mand på et Superliga-hold. Kasseret på KBs ungdomshold spillede han som 20 årig i Vanløse i landets femtebedste række. Men Pascal opgav aldrig drømmen om topfodbold. I Vanløse fik FC Nordsjælland øje på den kropstærke spiller. Og i dag er han altså fast mand på Superliga-holdet hos de røde fra Nordsjælland.
Der er mange historier som Pascals. Daniel Agger er en anden spiller, der i sine unge år ikke spillede på Brøndbys bedste hold. Siden blev han den bedste forsvarsspiller, Danmark har haft.
Pascal, Agger og alle de andre, der gået fra andetholdet til øverste hylde, har en ting til fælles: De har aldrig givet op. Sendt ned til reserverne og banelængder fra en kontrakt. Ja, men alligevel blev de ved med at tro på et liv som prof. Det samme skal du.
Hver træning er den vigtigste. Foto: Christopher Glimberg Rønne
Spil godt – hele tiden
Det er ikke nok at vågne op til årets sidste kamp og score fem mål. For at blive opdaget af en scout, agent eller en større klub skal du være stabil. Og stabil rigtig god. Hver træning, hver kamp skal du spille det bedste, du kan. Intet andet er vigtigere end den næste træning, den næste kamp.
Den spiller, der scorer mange mål, laver mange assists eller vinder mange dueller, ikke bare i én kamp, men gennem en hel sæson. Det er ham, scouts, agenter og landstræneren lægger mærker til.
Kommer der ikke en scout og kigger på dig, kan du ringe efter en. Foto: Christopher Glimberg Rønne
Vis dig frem eller ring selv til akademiet
I dag kommer scouts og trænere rundt til mange kampe også på lavere niveauer. Men de kan ikke være overalt. Hvis du vil slå igennem, har du bedre mulighed i en større klub. Her er opmærksomheden større, og du vil have de bedste muligheder for at vise dig frem.
Hvis du ikke er blevet prikket på ryggen af en større klub endnu, kan du selv (eller din træner) tage kontakt til en akademiklub. I FC Midtjylland vil man for eksempel meget gerne kontaktes med tips – også af spilleren selv. Så sender klubber en scout ud for at se dig. Og så er resten op til dig. Kontakt Flemming Broe, FCMs akademi-direktør: fbr@fcm.dk, 5129 8842.